Den danske producer Lasse Kramhøft aka. Pilfinger som til daglig producerer for mange af landets artister, men samtidig også er en den ene halvdel af duoen Djames Braun. Han har nu startet sit eget soloprojekt som artist, og udsendt sin første single “Ud Af Mit Hoved“. Vi fik os en lille snak med Pilfinger om projektet, som du kan læse her:
Hvordan er det efter at have lavet musik siden du var 14 år, at udgive sit første soloprojekt – Har tiden først været til det nu?
Ja, måske. Jeg har altid lavet musik alene, men det er ofte blevet på min computer, da jeg har været i musikalske konstellationer, hvor flere har været involveret. Det er ret grænseoverskridende nu at stå på egne ben og alene på mål, men samtidigt er det også nu, at det føles mest naturligt.
Har du hele tiden gået med et behov for et soloprojekt?
Nej. Jeg har faktisk aldrig tænkt, at det var noget, jeg ville. Omvendt har jeg aldrig udelukket det. Jeg har arbejdet meget i LA de sidste 3 år og har fundet en lyd, som jeg gerne ville prøve af på dansk. Derfor begyndte jeg at skrive og indspille over produktionerne, og det føltes rigtigt på alle måder. Jeg føler, at jeg har fundet min egen lyd og univers.
Hvordan skal en kvinde være, før hun bliver ved med at være i dit hoved?
Haha. Det kan være ret omfattende at svare på uden, at det kommer til at lyde som en kontaktannonce, men først og fremmest skal en pige have god humor og nærvær. Resten tager man på gefühl. Jeg har ikke en decideret opskrift. Kvinder er jo magiske og dødsensfarlige på samme tid.
Hvilken udgave af dig er det, vi hører på singlen?
Man hører mig. Jeg tror ikke, at jeg kan lave musik og udtrykke mig på andre måder end mine egne ord og melodier. Dog vil jeg sige, at hvor vi Djämes Braun dyrker et venskabsunivers på syret sprog og positive budskaber, er det her projekt indtil videre en helt anden side af mig, også genremæssigt, med de numre, jeg har liggende nu.
Kan vi forvente en EP eller album?
Lige nu laver jeg bare numre, som jeg altid har gjort. Så ser jeg, hvad det bliver til. Jeg har optur over at opdage nye sider af mit musikalske udtryk, så jeg vil lade tiden give mig svaret.
Waqas er til daglig en tredjedel af den danske topgruppe Outlandish, og den talentfulde artist er nu begyndt på sit nye soloprojekt. Det er et engelsksproget et af slagsen, og i første omgang får vi seks numre af høre fra ham. I går udsendte han sin første single “Pardon My French (Mon Frere) [feat. S!vas]” med tilhørende musikvideo, som Wagas her sætter et par ord på.
“Moralen i videoen er egentlig, at jeg hele tiden flygter fra min egen sandhed og ikke vil se i øjenene, at jeg er den, jeg er, at jeg konstant er i forandring på godt og ondt og til tider ikke kan genkende mig selv.”
Fotograf: Andreas Højberg
Videoen til Pardon My French er én ud af i alt seks videoer, som Waqas udgiver sammen med sin første engelsksprogede EP – alle skudt på iPhone. Universet i videoen foregår inde i Waqas sind, og der prøver han at få et par alvorsord med sit spejlbillede.
Årets første Fredagsrock i Tivoli åbnede Outlandish sammen med Ukendt Kunstner foran 20.000 mennesker i Den Gamle Have. Jeg havde fået lov af Outlandish, til at følge dem rundt bag kulisserne med et kamera i hånden, for at kunne give jer læsere et andet indblik i, hvad der sker til en koncert.
Louise Hylland er en kvinde med gå-på-mod, som har taget en chance i livet med sit eget tøjbrand. Hun er en kunstnerisk person, som samfundets fine firkantede kasser ikke kan holde tilbage. Derfor valgte hun at gribe den chance, hun fik, og påbegyndte en ny, spændende rejse for at eksperimentere med sine egne kreative ideer.
Hvad fik dig til at starte Animalistic?
Som de fleste største opfindelser i menneskets historie, blev Animalistic skabt ved et rent tilfælde. Jeg har i flere år bevæget mig langsomt i en retning, hvor jeg gerne vil leve af mine kunstneriske udfoldelser. I min hverdag er jeg tatovør, maler og kunstner. Og på grund af det, blev jeg fascineret og ramt af en ny minimalistisk måde at tegne på, som jeg straks begyndte at eksperimentere med. Ud fra dette blev den ”Animalistiske”-kat designet, og som så mange kvinder har en svaghed for sko eller tasker, har jeg en svaghed for caps. Derfor fandt jeg det naturligt og lidt spændende at lege lidt med tanken om en cap. I min spontanitet valgte jeg at udleve og designe den selv og på ingen måde med en bagtanke om et nyt, upcoming brand!
Da min cap (mit hjertebarn) kom hjem i mine arme, og jeg delte det blot hyggelige cap-eksperiment, fik cap’en pludselig stor succes og efterspørgsel på de sociale medier som Facebook og Instagram. Det gjorde, jeg valgte at stoppe op for at tage en dyb vejrtrækning og mærke efter: ”Er dette en af de chancer i livet, der åbner sig for mig? Og er jeg en af dem, der snakker tomme ord, eller er jeg en, der tør se livet i øjnene og handle.”
Det var den indre samtale, der tog en meget afklaret beslutning, at dette er et øjeblik, der skal gribes! Med forståelsen og bevidstheden om, at der er frit fald herfra, for det kan nemt briste. Men det er de erfaringer, der gør, man vokser! Og hvis jeg aldrig havde taget chancen, vil jeg jo aldrig kende til successen eller fiaskoen, og det ville jeg fortryde resten af livet.
Hvor kommer gå-på-modet fra?
Det kommer fra min passion til at tænke ud af boksen og ved at opleve, at man kan skabe noget helt fra bunden. Man skal bare tage et valg indefra og stole på det. Jeg har altid fundet det svært at tilpasse mig og min tankegang de firkantede kasser, som samfundet er bygget op om, nærmere sagt provokeret af det, da jeg føler, det på mange måder undertrykker hvert menneskes individualitet og kreative udfoldelser. Intelligens er for mig mange ting – ikke just fine karakterertal. Evnen til at tænke ud af boksen, evnen til at netværke og evnen til at udfolde sig kunstnerisk. Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville følge samfundets vej mod ”toppen”, men min egen vej, og jeg har vidst, at en dag ville jeg skabe mit eget.
Du er selv kunstner i forhold til du er tatovør og maler. Er det der, du henter din inspiration til dit brand?
Ja, brandet er en måde for mig at udleve en anden form for kunstneriske og visuelle ideer og føre dem til livs! Som nævnt i, hvordan logoet blev skabt, kommer det af et lille kunstnerisk eksperiment på en lidt abstrakt og anderledes måde at tegne dyr på, som endte ud meget anderledes end forventet inde i hovedet, men i sidste ende blev til noget meget bedre.
Min inspirationskilder er umiddelbart ikke nogen, jeg bevidst kan sætte ord på. Jeg tror nærmere, ideerne til både tøjet og caps bliver bygget på underbevidste faktorer. Jeg har et inderligt ønske om at ændre og bryde nogle rammer, derfor stræber jeg efter ikke at finde inspiration udefra, men derimod lade den inspiration komme indefra – det er nemmere tænkt end udført. Vores sind og tanker bliver i dag konstant bombaderet af indtryk og i mild grad ”manipuleret” af medierne og normerne, så jeg føler, det er en kunst i sig selv ikke at skabe et produkt for at please andre, men derimod skabe et produkt for at please sig selv. Min første tøjkollektion bygger udelukkende på et design, som er skræddersyet til, hvordan jeg har lyst at klæde mig! Så håber jeg, at passionen og kærligheden til mit brand skinner igennem, og på den måde når ind til folk.
Hun ser ikke ud af meget, når hun kommer ind ad døren i den café, hvor vi har aftalt at mødes. Faktisk synes hun meget mindre, end når man ser hende på tv. Men når hun først begynder at tale, og spillet i hendes store, mørke øjne begynder at sætte i gang, så mærker man med det samme, at Ihan Haydar har noget på hjerte. En historie, der størrelsesmæssigt står i skærende kontrast til hendes diminutive fysik.
Du har sikkert set hende som den karismatiske trommeslagerske i det populære poporkester, L.I.G.A.. Måske har du også allerede hørt eller læst historien om, hvordan hun i desperation for at kunne dyrke sin passion, musikken, måtte leve et kunstnerisk og kulturelt dobbeltliv, så hun kunne deltage i Melodi Grand Prix i smug. Måske har du endda fundet ud af, at hendes vej til succes bogstaveligt talt har været bombet, hullet og fyldt med komplekse forhindringer med en far, som måtte efterlade sin familie i Irak efter gentagne gange at være blevet tortureret af Saddam Husseins bødler. Og måske har du også allerede hørt hende fortælle, hvordan hun er nået dertil, hvor hun er nu, hvor hun udlever sin drøm som feteret musikstjerne med masser af fans, der ser op til hende.
Det er måske den typiske historie om en pige, som kommer fra vanskelige kår og alligevel får realiseret sine drømme. Men i tilfældet Ihan Haydar holder det sædvanlige ganske hurtigt op. Hun bruger nemlig sin historie som motivation i alt, hvad hun gør. Også i den måde, hun forvalter sin berømmelse på. Det så vi, da hun i kølvandet på terrorangrebet i Paris reagerede skarpt mod den voldsomme begivenhed både på sin Facebook-profil og i medierne.
– Vi er langt over en milliard muslimer i verden. Og vi fortolker religionen på hver vores måde. Det gør mig vred, når et par af de mennesker, som har en ekstrem fortolkning af vores religion, og deres handlinger, kommer til at tegne et billede af hele Islam, som noget man absolut skal forbinde med terror. For det Islam, de repræsenterede er ikke mit Islam. Mit Islam er noget af det smukkeste. Det er det virkelig, fortæller Ihan, der samtidig mener, at en stor del af mistroen til Islam i den vestlige verden ikke blot er et udtryk for nogle gale mænds værk – men også et resultat af en forkvaklet prioritering fra mediernes side, når det handler om at omtale hendes religion.
– Jeg ved godt, at det, der skete i Paris og i København, er en del af en større kamp for ytringsfrihed. Og jeg vil slet ikke forsvare eller negligere det, der skete. Men tænk på, hvad der sker i mit land, i Syrien, i Afghanistan, hvor hundreder dør hver evig eneste dag. Forfærdeligheder, der nogen gange slet ikke når ud i aviserne. Men det gør det her. Selvfølgelig. Det skal det også. Og der kommer fuld damp på dækningen, som desværre er med til at splitte verden op i at være enten mod muslimer eller for muslimer. Alt det had omkring Islam, som jeg oplevede på de sociale medier i dagene efter det, der skete ved terrorangrebene. Det var forfærdeligt. Især, når jeg ikke kan genkende de billeder, som menneskene tegner af min religion. Og der mener jeg, at medierne er med til at skabe det had. For dækningen af Islam som religion er alt for negativ, mener Ihan, der har valgt at kæmpe kampen for sin religion offentligt for at hylde den kultur, hun er vokset op i.
Selvom selvsamme kultur har givet hende en masse sår på sjælen, og det delte liv mellem familiens forventninger til hende på den ene side og det mere forbudte – musikken og det frie, danske liv, på den anden side – til tider har balanceret på en knivsæg af skam og glæde, finder Ihan det vigtigt at tale for sit kulturelle ophav. Især på grund af de ofre hendes far har gjort for hende og resten af familien.
– Alt, hvad min far har gjort for min familie, er så fantastisk. Han har banet vejen for det liv, jeg lever i dag. Og for at jeg kan udleve mine drømme og gå efter mine ambitioner. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor smukke hans handlinger har været. Og de vanvittige ting, han har været igennem for at få os herop. Men jeg forsøger. Fordi, jeg vil, at alle skal vide, hvor stolt jeg er af ham, og hvor store ofre han har gjort for min skyld med ar på krop og sjæl, fortæller Ihan med et alvorligt og stolt blik i øjnene, mens hun med sine hænder forsøger at visualisere legemliggørelsen af faderens kamp for familien – nemlig arrene, som han har flere steder på kroppen. Ar, som ifølge Ihan alle har hver deres historie. En historie, som hun føler sig forpligtet til at leve op til.
– Jeg føler, jeg har meget at bevise. For eksempel, når jeg spiller. Jeg prøver hele tiden at bevise en masse. Både over for mig selv. Men også for min far og min familie, så de kan se, at de ting, de har gennemlevet, ikke har været forgæves. Det er derfor, jeg finder så stor en glæde ved musikken. Musikken er nemlig for mig et symbol på den frihed, jeg fandt, da vi kom til Danmark. Her blev der spillet pop og rockmusik. Og jeg blev grebet af det med det samme. Det er den frihed, jeg nyder, når jeg mentalt og åndeligt smelter sammen med tonerne af den musik, vi optræder med foran en masse andre glade mennesker. Det er derfor, jeg ser så glad ud. Ikke bare for vores musik og de fede omgivelser. Men smilet og glæden har en større betydning, end bare musikken. Det er min frihed. Resultatet af min families kampe. Den glæde skylder jeg dem, og det var også den glæde, som gjorde, at de accepterede, at jeg spillede. For de kunne se, hvad det gjorde ved mig. Og at det hele er en del af en større fortælling, fortæller Ihan, der vifter livligt med sine hænder, når hun med iver fortæller om sine forældre. Hænder, der visuelt er ét stort paradoks af langneglet femininitet og senet, arret, vablet kraftfuldhed på grund af alle de timer, hun lægger i sit spil og i sin musikalske udvikling. En udvikling, som slet ikke har peaket endnu, hvis det står til hende.
– Er du sindssyg, jeg har meget at lære. Rigtig meget. Når jeg sidder på youtube og ser en jazzmusiker lave et eller andet vildt. Så går jeg i gang. Og jeg bliver ved, til jeg har lært at spille det, fortæller hun, hvorefter hun tager en af sine sjældne tænkepauser, inden hun prøver at sætte ord på, hvad hendes ultimative ambitioner er.
– Det er at blive økonomisk uafhængig. At jeg ikke skal tænke på penge. Ikke for at være overfladisk, men fordi jeg vil kunne give mine forældre alt det tilbage, jeg selv har fået. Jeg har allerede købt en lejlighed til dem, men står det til mig, er det kun begyndelsen. Det er kun begyndelsen, gentager hun, inden hun bliver bedt om at forholde sig til de eventuelle negative konsekvenser, der uvægerligt følger, når man er et kendt menneske med succes, og når alle vil have en bid af Ihan.
– Jeg har endnu ikke oplevet noget negativt. Jeg får derimod en masse kommentarer og søde mails, som jeg forsøger at svare på. Også fra mænd, men dem svarer jeg så ikke på, siger Ihan med et stort grin, der bryder lidt med den ellers lyse, spinkle stemmeføring, der kendetegner hendes tale.
– Men kommer der noget negativt, så må jeg tage det til den tid, siger Ihan, der ud over at føle en vis forpligtelse over for sin familie også tænker over, at hun via sin popularitet også kan ændre noget for piger, som selv står med benene i to modstridende kulturelle lejre med sine meninger og ved at fortælle sin historie.
– Det spiller selvfølgelig også ind, at jeg ved, at jeg kan inspirere nogle mennesker. Jeg fik en henvendelse fra en mor, hvis datter var begyndt at spille trommer på grund af mig. Jamen, hvis jeg kan hjælpe andre til at finde den samme passion og glæde i musikken, så er det jo fantastisk. Det er noget, jeg føler som et ansvar, og noget som jeg tager meget seriøst, fortæller Ihan, inden hun tager den sidste tår af sin vandflaske, hvorefter hun samler sine trommestikker op og går ud i hovedstadens gader for at få taget billeder til dette interview.
Her midt i København står hun ubesværet og laver tricks med den ene trommestik og bliver kun afbrudt af et ældre ægtepar, der med et imponeret tryk i stemmen ikke kan lade være med at kommentere den spinkle krafts posering for kameraet.
– Du ser godt ud, råber de, hvortil Ihan med et grin og sine store, smilende øjne og med største selvfølgelighed – men alligevel med et stænk af forlegenhed – pænt svarer:
– Mange tak!
Da vi er færdige og har taget afsked med Ihan, prikker fotografen til mig.
– Det er simpelthen som om, at hver eneste lille historie, hun fortæller, er et lille eventyr.
Og det har han ret i. For i eventyr skal helten altid en masse igennem, inden det hele ender lykkeligt. Men selvom det hele ser strålende ud for Ihan Haydar, den lille spinkle pige med trommestikkerne, så ville det være mere end svært at forestille sig andet, end at fortiden og nutiden kun er et lille, kort førstekapitel af det helt store fremtidige eventyr.
Fotograf: Andreas Højberg
Interviewet er skrevet af Lasse Juncher, forfatter & journalist
