S!vas nyder det gode liv med ny video og udsolgt koncert!

I fredags udsendte S!vas sin nye musikvideo til singlen “Det Gode Liv” og ikke nok med det, så væltede han også lige et udsolgt studie 2 i DR Koncerthuset med et brag af en koncert. En gennemført aften med en masse af hans venner. Ukendt Kunstner, Gilli, Højer Øye, MellemFingaMuzik og Zain var med til at gøre det til en koncert, man ikke lige glemmer.

S!vas_281114_Photo-by-Samy-Khabthani-3

I fortællingen i musikvideoen går S!vas rundt alene i København og nærmest søger efter en ting. I den søgen støder han på nogle af sine mørke sider og dæmoner, hvor det er vigtigt, at han accepterer dem for at være tilstede i nuet. Det er hans gode ven og instruktør Fenar Ahmad, som også står bag filmen “Ækte Vare“, der har instrueret denne flotte og tankevækkede video.

Jeg stillede ham tre hurtige spørgsmål om det gode liv, budskabet i videoen og hans venskab med S!vas, som du kan læse lige efter, du har set musikvideoen!

Hvad er det gode liv for dig?

– Det gode liv er den tid, jeg har med mine tætteste venner, familie og kæreste. Men især den tid med min datter, som giver mig en glæde, ingen ord kan beskrive.

Hvilket budskab vil du gerne have ud med denne video?

– Skyggen repræsenterer fortiden og lyset er fremtiden – og mellem de to punkter er nuet.Hvis man tænker på et barn af flygtninge på flugt fra en krig, de ikke selv kender, der bevæger sig i det univers. Jeg prøver måske at sige, man ikke skal flygte fra sine mørke sider, men i stedet stoppe op og acceptere sine dæmoner for at være tilstede i nuet! Det er måske det gode liv.

S!vas_281114_Photo-by-Samy-Khabthani-2

Hvordan vil du beskrive dit og S!vas’ venskab?

– Han er klog, sjov og har altid lyst til at skabe noget kunstnerisk indhold. Det er udgangspunktet for vores venskab – vi har begge ret store ambitioner med det, vi laver, og det er ret sjældent, vi bare hænger ud og laver ingen ting. Ideerne flyder bare ud, og vi er konstant på jagt efter den gode idé, når vi er sammen!

S!vas_281114_Photo-by-Samy-Khabthani

Du kan se hele Samy Khabthani‘s billedserie med S!vas fra før, under og efter hans udsolgte koncert fredag aften i DR Koncerthuset – Klik her!

Køb eller lyt til S!vas – d.a.u.d.a II: iTunes – Spotify

Carpark North: DR Koncerthuset er en milepæl for os!

Carpark North er i øjeblikket på deres efterårsturné, hvor de gæster DR Koncerthuset to gange i denne weekend sammen med deres venner Stine Bramsen og Nik & Jay. Vi var så heldige at få lov til at lave et interview med drengene om, hvordan det er at være på turne, tidligere oplevelser og fremtiden.

CarparkNorth_UG

– I har været på forårsturne og i Asien. Hvad kan man forvente af jeres efterårsturne og især af de to koncerter i DR Koncerthuset?

Lau: Hvis man har set os før live, kan man helt klart forvente noget andet, fordi folk skal sidde ned til de her koncerter. Det skaber en helt anden stemning og et mere dynamisk show. Vi spillede en koncert i Aarhus, hvor folk også sad ned, og det er som om, at når folk sidder ned, har de mere lyst til at lytte til de stille numre. Det var også fedt at opleve folk, der ikke kan blive ved med at sidde ned, men i stedet stiller sig på sæderne, haha! Vi har også taget en videoproduktion med, og vi har fire store skærme til det. Det hjælper med at understrege musikken endnu mere, og det har vi aldrig haft før. Det kommer til at blive det bærende element i showet.

Søren: Det bliver meget mere kontrastfyldt, end det plejer at være.

Lau: Det show, som vi laver nu, minder meget om det show, jeg havde drømt om, vi skulle lave, da vi startede som band i 1999.

– Hvordan bliver det at have Stine og Nik & Jay med på scenen?

Søren: Vi har jo prøvet det en del gange i løbet af i år, og det er altid mega fedt. Det er så fedt at få frisk liv ind på scenen midt i showet. Især den følelse man får af folks jubel, når de kommer ind, føles ligesom et større show, nærmest ligesom sådan et Band Aid.

– Hvis i selv kunne bestemme, hvilket sted drømmer I så om at give koncert?

Lau: DR Koncerthuset er faktisk ét af de steder, jeg har drømt om at give koncert. Jeg har altid tænkt, det kunne være sejt at stå dernede på scenen og kigge op på publikum. Det er bestemt en lille milepæl for os, også fordi det jo er et af de flotteste spillesteder i Danmark, måske i Norden.

Søren: Det er også en udfordring for os. DR Koncerthuset er meget varmt og klassisk. Vi er jo et koldt rockband, der giver den gas. Så det bliver ret sjovt at se, når de to verdener smelter sammen.

– Kan I nævne en oplevelse, I har haft fra en af jeres koncerter, som I ikke vil have været foruden?

Lau: Der var et show i sommer, som jeg er rigtig glad for, at vi oplevede. Det var på Skanderborg Festival, hvor vi fik en ret vanvittig tid i år. Vi har jo spillet der rigtig mange gange, og vi nærmer os nok de 10 gange. Vi fik så en tid lørdag aften på den største scene som er hovedslottet klokken 23:30. Jeg har stået der mange gange og set koncerter, hvor vi så selv har spillet tidligere på festivalen og så senere stået der og set hovedkoncerten. Det var sindssygt at få lov til at få det slot. Vi havde virkelig lavet lektier hele året og virkelig øvet os på det set, så vi kunne det i blinde.

Det var ret kaotisk at stå i det, fordi man havde svært ved at forstå, at virkeligheden var lige nu. Vi havde gået og glædet os i lang tid, og billederne kørte rundt i ens hoved af, hvordan det ville se ud. Jeg forstod det først rigtigt efter, vi havde spillet koncerten, var kommet af scenen og begyndte at se billeder fra den. Det var sådan helt ”wauw!” Der var jeg virkelig stolt af den koncert, og den ville jeg ikke være foruden.

CarparkNorth_UG2

– Kommer i til at spille nogle af jeres gamle numre?

Søren: Ja. Faktisk har vi til denne turné taget nogle af de ældgamle numre med fra vores første plade, som vi ikke har spillet i mange år. Vi haft lyst til at dykke lidt mere ned i stedet for bare at spille hittene. Så det bliver nogle af de gamle ting, men hvor vi vender dem på hovedet og spiller dem på nye måder.

– Hvad er vigtigst for jer, når I er på turné?

Søren: En god seng at sove i, haha!

Lau: Det betyder ret meget, der er folk til koncerterne. Nu er vi så heldige, at vi er et stort navn, så der er folk til koncerterne. Men på den anden side kan man også stå til en koncert, hvor der ikke er udsolgt, men dem, som har købt billet, til gengæld har besluttet sig for, at de skal fyre den fuldstændig af i aften. Det overraskelseselement kan sgu være ret kraftigt.

Søren: Det er også ret vigtigt, at man er ude og vise, man glæder sig til at spille. Når man spiller så mange shows – jeg tror, vi rammer 100 koncerter i år – så kan man lynhurtigt komme til at stå og gentage sig selv. Man har ikke tid til at øve et nyt show til hver gang.  det er ret vigtigt at man ikke falder i den der fælde, hvor man bare står og spiller de gamle hits og tænke, ”det er nok fint nok.” Så det er vigtigt hele tiden at have fokus og sætte tid af til at forny det, så man kan glæde sig til at komme op på scenen og vise noget nyt.

Lau: Jeg er helt enig. Det, tror jeg, faktisk er det mest vigtige. Nu med denne turné har jeg glædet mig så meget til de dage, hvor vi har skulle øve showet og set, om alt spillede. Jeg har set frem til at se de ting, vi har forberedt, og se dem blive til virkelighed. Den visuelle del er helt klart den vigtigste del i dette show.

Vi har et ord, som vi bruger mere og mere, og det er dramaturgi. Hvor man skal lede dem hen som lytter til koncerten, hvilken retning vil man gerne lede dem i, og hvilke følelser vil man gerne give dem. Det var vi ikke så optaget af, da vi startede med at optræde. Det bliver mere og mere vigtigt for os nu, hvor vi former folks følelser eller i hvert fald prøver på det.

– Er der en bestemt ting, I skal have I jeres backstagerum til en koncert?

Lau: Vi har haft én ting på vores rider på denne turné, og det er “skinnybitch”.

Søren: Det er kun Lau, der drikker dem, haha! De er også ved at gå ud af produktion, så stederne kæmper virkelig for at finde de sidste der er tilbage.

Lau: Jeg har faktisk ikke drukket dem endnu. Det er faktisk fordi vi efter en Skanderborgkoncert for nogle år siden faldt over en kasse med iskolde skinnybitches og så kom vi til at drikke det rigtig meget efter det, og så besluttede vi at det skulle med på rideren. Vi har så ikke fået det drukket, men det var fedt til den fest på Skanderborg, men det har ikke rigtig været fedt siden, haha!

– Har I nogen specielle ritualer, inden I går på scenen?

Søren: Vi giver altid hinanden en krammer inden vi går på scenen, men på denne turné har vores guitarist været syg, så vi har krammet med røven for ikke at smitte hinanden, haha!

Lau: Vi har haft rigtig mange ritualer gennem tiden, hvor vi blandet andet har skulle synge nogen sange, haft helt klassisk koropvarmning og jammet backstage, hvor vi har haft fuld setup og spillet en mini koncert lige inden vi gik på scenen, så vi landede på scenen i fart. De gange, hvor jeg føler mig allermest parat til at gå på scenen, er, når jeg har fået et kram af Polle, Molle og Birk, hvor man virkelig mærker hinanden. Jo mere du kan mærke de andre på scenen, jo mere tryg er du, når du står på den.

– Hvis vi skal tale om jeres plade, har I jo blandt andet Nik & Jay med på et nummer. Hvordan er forskellen på de måder, I hver især laver musik?

Lau: Det er et godt spørgsmål.

Søren: Det var ret sjovt at skrive nummeret med Nik & Jay. Det med at mærke de forskellige måder folk laver musik på og prøve at få det til at hænge sammen er fedt. Det slog mig i hvert fald, at Nik & Jay er meget mere impulsive, end vi er. Vi kan godt bruge lang tid på at skrive sange, men med dem skrev vi nærmest sangen på en aften. De er sådan meget ”wuup”, så kaster de et eller andet op i luften, og hvis det føles fedt, så optager vi det. Det var ret fedt at hoppe med på den vogn.

Lau: Det var en ret fed aften, men også fordi de er dygtige. Vi har jo mødt dem mange gange før til fester, koncerter og festivaler, men aldrig arbejdet med dem. De var super professionelle, men det kunne man selvfølgelig have sagt sig selv. Men det kommer alligevel lidt som en overraskelse, at de var så dygtige.

De kom forberedte med rapstykker, og så begyndte de at indspille, og vi er jo vant til, at når vi indspiller ting, så tager vi nogle takes og vælger det bedste. De slettede bare deres takes – det var lige meget. De skulle bare have ét godt take, og så måtte vi bruge det. Det gør så ondt i slettetasten, ”sådan slet det, argh, seriøst.” Det var sgu en ret fed lektie, og der var rigtig god energi i det samarbejde. Det er nogle fede fyre!

– Hvordan bliver det at spille 100 procent for sit eget publikum i forhold til festivaler?

Søren: Det bliver fedt.

Lau: Altså festivaler kan jo noget i størrelsen, og der er også noget episk over at stå foran 13.000 mennesker. Men det er netop ikke kun vores egne fans, men også Nephews og alle mulige andre artisters. Så det er lidt en disciplin i at overvinde dem til at synes, at vi er de fedeste. Når man spiller sine egne koncerter, er det som at komme hjem. Man inviterer virkelig folk indenfor i ens hjem. Det er mere intimt, selvom det er stort i DR Koncerthuset. Man ved også, at mange flere kender teksterne og synger med på sangene.

– Er der noget nyt musik på vej efter denne turné, eller skal i slappe lidt af?

Søren: Jeg tror, denne turné rammer godt lige op til juleferien. Så jeg tror, vi holder noget ferie. Vi har jo været uafbrudt i gang hele året, været en del i studiet og indspillet specifikke sange. Derfor tror jeg, at vi nu tager en juleferie og begynder på en frisk i 2015. Der er nemlig ikke planlagt nogle koncerter før til sommer, så der er ro til bare at kunne lege lidt med musikken.

Lau: Vi vil gerne lidt væk fra den måde, vi har udgivet vores musik på før i tiden, det passer os ikke så godt mere. Det vil være federe for os at lave flere udgivelser, men som ikke er lige så store produktion mæssigt. Det kan være vi måske skal udgive en ep og nogle singler. Det føles som et kreativt rum, vi ikke har været i før, så det skal vi helt sikkert prøve.